Værd at vide inden du starter

Daglig kontakt
Det er vigtigt og trygt for barnet, at I får snakket med os i børnehaven. I skal sige goddag og farvel til en medarbejder hver dag.

I er også altid velkomne til at få en kop kaffe eller te.

Hvis I eller vi føler der er behov, kan vi aftale at afsætte tid til en længere samtale, end der er mulighed for ved aflevering/afhentning.

 

Besked ved barnets fravær

Hvis barnet holder fri en dag, er syg eller kommer senere, vil vi gerne have, at I skriver det på forældreintra/Alia eller sender en besked pr. SMS - senest kl. 9.00.

 

Syge børn

Børn med feber og/eller børnesygdomme modtages ikke i børnehaven. Hvis barnet virker sløjt og har brug for mere omsorg end vi kan give, ringer vi efter Jer.

Efter sygdom kan barnet komme i Belvedere, når det kan deltage i de aktiviteter, som er i løbet af dagen.

 

Fødselsdag

Når barnet har fødselsdag, vil vi gerne fejre det. Det er en vigtig dag. Vi holder gerne fest i børnehaven, men vi opfordrer til at fødselsdage bliver holdt i forbindelse med madpakkerne.

 

Legetøj

Børnene må have legetøj med i Belvedere den sidste torsdag i måneden. Barnet må kun have ét styk legetøj med og skal selv passe på det. Husk at skrive navn på. Gevær, pistol og andre legetøjsvåben, må der kun leges med udenfor.

 

Informationstavlen

I garderoben skriver vi beskeder på en tavle. Her kan I læse om dagens aktiviteter, og læse om beskeder fra dag til dag. Husk dog at tjekke på børneintra.

 

Garderobe

Barnet har sin egen plads til skifte- og overtøj.

Barnet skal selv holde orden sammen med jer og det er vigtigt, at der er navn i alt. Gør det til en god vane fra starten, altid lige at rydde lidt op dagligt. Hver fredag skal garderoben tømmes, så vi kan få gjort rent i weekenden.

 

Køleskab

Det står i køkkenet. Husk navn på madkassen. Barnet skal have en drikkedunk med til vand. I fylder selv drikkedunken op hver morgen og stiller den i køleskabet. I sørger også selv for at den bliver gjort ren jævnligt.

 

En lille formiddagsmad

Alle børn har dagligt medbragt en lille formiddagsmad, som kan bestå af brød og udskåret frugt. Vi spiser den lille formiddagsmad kl. ca. 9.15 - 9.30.

 

Formiddag

Vi vil f.eks. - tromme og synge - læse - spille spil - lave små lege - vise ting frem osv. Der vil være ture ud af huset, aktiviteter på værkstedet, lege i vores forskellige kroge.

 

Maddag

En gang imellem holder vi maddag. Her vil barnet blive bedt om at medbringe lidt, til det fælles mad vi skal lave. Det vil fremgå af den månedlige oversigt, hvornår det er maddag og på stuen vil vi hænge en seddel op, om hvad hvert enkelt barn skal have med.

 

Frokost

Vi spiser madpakker kl. ca. 11.30/ 12.00 i vores grupper.

Vi spiser ved bordene på stuen. Vi vægter at sidde i små grupper, hvor der er gode rammer for hygge.

Ofte spiser vi også på legepladsen.

 

Eftermiddagsmad

I skal have en lille madpakke med til eftermiddagsmad .

Eftermiddagsmaden spiser vi fra kl. 14.00.

 

Sovebørn

Der er mulighed for at sove til middag i børnehaven.

Vi har senge, som barnet kan sove på, og I bedes medbringe en sovepose.

 

Bleer

Bruger barnet ble, skal I have bleer med hjemmefra.

De kan ligge i garderoben eller ved puslebordet.

 

Turdag

Om onsdagen har vi fast turdag og så drager vi på ekspedition til Ovinehøj´s kolonihavehus i Margrethelunden´s kolonihaveforening. Grunden ligger lige op til skoven, hvor vi har lejet et stort skovstykke til naturleg. Indimellem tager vi også på tur til andre steder.