Papegøjen
Billede 1
Hvorfor skal du vælge Papegøjen?

Fordi vores motto er:

yesIgen i dag skal vi have en god dagsmiley

 

Derfor er Papegøjen en hyggelig børnehave med en god atmosfære og omgangstone.

Vores overordnede mål er:

  • At arbejde for at styrke børnenes tro på egne evner. Det gør vi ved at møde børnene på en anerkendende og inkluderende måde, hvilket giver børnene en følelse af at kunne og giver dem motivation til at ville.

  • At arbejde for at børnene bliver selvhjulpne og selvstændige.

  • At børnene bliver gode til at kommunikere både indbyrdes og med de voksne. Vi kræver at alle bidrager til en god omgangstone.

Vi er gode til at planlægge og gennemføre aktiviteter for og med børnene, så de får gode oplevelser og læring ud af det.

Bl.a. dyrker vi friluftslivet i høj grad både på vores egen legeplads og i de nære omgivelser. Alle skal ud HVER dag. Mindst én gang om ugen er vi på tur – uanset vejret. Især holder børnene af at vi går over i vores kolonihave med tilliggende skov. Her tilbringer vi meget god tid med at lege, passe have, bygge huler og hvad vi nu finder på.

Vi vælger at arbejde med børnene i aldersopdelte grupper for at kunne tilrettelægge aktiviteter, der passer netop til deres udviklingsniveau.

Vi har mange gode traditioner igennem året, som vi holder i hævd for at give børnene oplevelsen af, at der er tilbagevendende begivenheder, som vi ser frem til i løbet af et år, og som indebærer forberedelser og er sjove at deltage i. Eksempelvis fastelavn, påske, afsked med de kommende skolebørn, sommerfest, jul.

Vi lægger stor vægt på at etablere et godt forældresamarbejde. Det er vigtigt for barnets trivsel og udvikling at personale og forældre formår at mødes i et fælles ligeværdigt samarbejde og ansvar for barnet.

Vi bruger flittigt Ovinehøjs intranet til at fortælle dig om børnenes dagligdag i Papegøjen, så du har god mulighed for at følge med i den.

Hilsen

Personalet i Papegøjen

Sidst opdateret 23. maj 2013
Belvedere 60, 5700 Svendborg, Tlf.: 60 25 09 00